Dette er en forkortet udgave af den Mesopotamiske skabelsesmyte. Da jorden blev skabt var der kun guder og gudinder. De arbejdede for at få mad, hvilket var krævende og meget hårdt. Hver gud og gudinde havde et arbejde at klare. Nogle plantede, nogle høstede og nogle hentede vand. Deres arbejde var så hårdt, at de til sidst mødtes for at finde en løsning, som kunne lette deres skuldre. De gik til guden Enki, som boede under vandet i et hus for at få hjælp. Enki var nemlig den klogeste og den viseste af dem alle. Enki sagde at de kunne få andre dyr eller skabninger til at gøre arbejdet for dem. De andre guder blev enige om at det var en god ide, og Enki samlede ler fra floden og skabte nogle skabninger som han kaldte mennesker. Han pustede ild ind i disse mennesker, men satte en grænse for hvor længe de kunne leve. Kun guder og gudinder kunne leve for altid. Menneskerne blev sat til at arbejde, for at give guderne mad og drikke (ofre). Menneskerne tog vandet fra floderne og vandede de tørre marker. De gravede i jorden og såede frø. Ved hjælp af hårdt arbejde gav de liv til det døde land, og guderne og gudinderne var glade.

"Fra kaos til orden"

„Før himmel og jord blev skabt, det vil sige i den allerførste begyndelse, var hele universet et umådeligt vandfyldt kaos.
Ud af dette frygtelige kaos opstod der primitive guddommelige væsener, og selvom de var meget kaotiske af form var de guddommelige væsener, men så primitive at de vanskeligt kan beskrives.

Tiderne gik, og guderne begyndte at antage håndgribelig form og at handle aktivt. En del af dem bestemte sig til at skabe noget i retning af lov og orden i kaos. Det var et meget modigt skridt, der vakte den største modvilje hos gammeldags guddomme. De syntes, at den gamle tingenes tilstand var god nok og burde fortsætte. Især den kvindelige dragelignende guddom, kaosmoderen Tiamat kunne ikke lide dette. Da hun hørte om gudernes hensigt, med at bringe orden i hendes eget domæne og derved svække ikke blot hendes autoritet, men også hendes velbefindende, forstod hun, at nu var det tid til kamp.

Tiamat var kaos, hun legemliggjorde kaos og skabte uhyre dænoner i forskellige dyreskikkelser og med frygtelige, ødelæggende kræfter. Hun tilkaldte sin mand og den nyskabte hær og forberedte dysten. Først lod guderne sig skræmme. Det hverv, de havde påtaget sig, truede med at overstige, hvad de havde regnet med, men til slut rykkede en af guddommene frem til kamp.

Denne guddom krystede sine våben og befalede de fire mægtige vinde at hjælpe sig. Tiamat, det personificerede kaos, trådte frem og åbnede munden på vid gab. Dette gav guden hans chance. Øjeblikkeligt slyngede han de mægtige vinde mod hendes mund; de pressede så hårdt på, at gudindens dragekrop svulmede op, så hun knap kunne røre sig, hvorpå guden kunne give hende nådestødet.

Så rejste der sig et spørgsmål: Hvad skulle han gøre med den mægtige døde krop? Den må have været kæmpestor, og af form må den have lignet en enorm fladtrykt krukke. Efter at have tænkt over det i lang tid skar guden kroppen op. Den ene del bredte han fladt ud, den blev til Jorden. Den anden halvdel krummede han op over Jorden, og den blev til himlene.

Kaos var dødt. Nu kunne arbejdet med at oprette orden i universet begynde. Tiamats ægtefælle, et ganske underordnet væsen, var blevet fanget i kampen. Ham halshuggede guderne, og af blodet, der løb ud af hans krop, og som de blandede med jordbundens ler, skabte de menneskene. Det er derfor, vi mennesker har noget guddommeligt ved os.

Man aner ikke hvornår skabelsesmyten er opstået. Man ved heller ikke med sikkerhed hvem denne første begavede gud med overnaturlige kræfter er. Måske det var den store gud Enlil.

Den babyloniske skabelsesmyte

Hvis du ikke har læst den sumeriske skabelsesmyte, så gør det først. Den babyloniske laver bare lidt om på den.

Byguden Marduk af Babylon var en alt for ung gud til at kunne kræve magten under sumererne, men under Kong Hammurabi af Babylon gøres han til den største af guderne, ved at fik overdraget visdom, styrke og alle de andre dyder som de ældre guder havde.

Da uhyret Tiamat kom blev de andre guder forskrækkede og giver så dyderne til Marduk, så han kan bekæmpe uhyret. Marduk vandt kampen og blev sat ind på den gamle guds plads, og blev den øverste gud.

Den assyriske myte

Da assyrerne fik magten i Mesopotamien, satte de bare guden Assur ind som den øverste gud. De assyriske præster gav Assur æren for at have bekæmpet uhyret og satte derefter Assur ind på gudetronen. Præsterne afskrev de babyloniske lertavler og erstattede Marduks navn med Assurs. Nogen gange har skriverne arbejdet for hurtigt, så de kom til at skrive Marduk i stedet for Assur. Men da assyrerne var blevet så magtfulde, som de var, var der ingen tvivl om at Assur var den stærkeste alligevel.

Disse myter spreder sig over hele Mellemøsten, så israelitterne, som var i eksil i Babylon, hører om disse myter og skriver deres religiøse skrifter i Babylon.

Her var det guden Jahve som dræbte dragen eller uhyret Leviathan.

Senere i Kristendommen (katolicismen og ortodoksien) blev det Sankt Georg, som slog dragen eller uhyret ihjel.

 

Sådan blev verden skabt

 

I alt fald hvis man læser Enuma Elish, det babylonske skabelsepos. Enuma Elish betyder  ”Dengang foroven”, det er skrevet med akkadisk kileskrift og er nedskrevet ca. 1600 f.v.t.

 

Det er beretningen om guden Marduk, som skaber verdensordenen. Marduk besejrer urmonstret Tiamat og ophøjes selv til den øverste gud. Så ordner han verden og han gør Babylon til hovedstad.

 

I virkeligheden er der blandet mange sumeriske og amoritiske*  sagn og guder sammen i Enuma Elish. *(Amoriterne var et folk som boede i Kanaan inden israelitterne).

 

Når Babylon og Israel var i krig i Det gamle Testamente stod Marduk i spidsen for Babylon når der kæmpedes mod Israel. Jahve stod i spidsen for Israel.  De to folk blev anført af hver sin gud –  dette billede findes mange steder i Det gamle Testamente.

 

Verden er blevet skabt ved gudernes kamp, hvor en god gud besejrer og dræber vandet, som har oversvømmet alt. Denne myte findes i hele Mellemøsten fra Tyrkiet  over Arabien og til Mesopotamien. Det kan være fordi de er nabofolk som taler næsten sammen sprog, nemlig forskellige dialekter af semitisk. De semistiske sprog i dag er hebraisk, arabisk, maltesisk, ætiopisk og amharisk (det officielle sprog i Ætiopien). På Mesopotamisk tid var der rigtig mange semitiske sprog: akkadisk, babylonsk, assyrisk, fønikisk, punisk, aramæisk (måske det Jesus talte), kanaanæisk og oldægyptisk.

Myten finder vi i flere varianter.  I Palæstina og i Syrien – er Baal hovedguden. Men Marduk og Baal gør stort set det samme og i næsten samme rækkefølge.

Det gamle Testamente udnytter disse gamle myter om skabelsen og gudekampen. Det kan vi tydeligt se i hele poesien i Det gamle Testamente - hos profeterne – Esajas, Ezekiel og Jeremias – i Salmerne. Vi kan også se det i 2. Mosebog. 2. Mosebog beskriver Exodus historien i mytens lys og skær. Begreber og forestillinger bliver hentet fra myten. Gud eller Jahve er Baal eller Marduk. Når man læser den efterfølgende myte er det ikke svært at finde et hav af ligheder og paralleller i Det gamle Testamente!

I begyndelsen eksisterede kun urhavet som oversvømmede hele verden – Tiamat – og hendes ægtemand Apsu. Apsu er afgrunden. I en vis forstand er Apsu og Tiamat et legeme – det samme. Apsu og Tiamat befinder sig i et evigt samleje – de er uadskillelige og sammenfiltrerede rent fysisk og seksuelt. De avler mange guder. En af gudesønnerne er Ea som går i krig med Apsu og dræber ham. Ea er den gode gud – faderguden. Ea bygger et hus med materiale fra Apsus døde legeme. Ea avler derefter sin søn Marduk, som er bestemt til at blive gudernes konge. Forholdet mellem Ea og Marduk er forholdet mellem faderen – faderguden – og sønnen – sønnen som en gud. Marduk angribes og forfølges af den onde gud – Tiamat. Alle guderne støtter Marduk. De giver ham et  våben så han kan dræbe og besejre Tiamat. Marduk går i krig med Tiamat. Han er udstyret med bue og pil, med et lyn, med en torden, med et scepter – en stav – og med stormen og orkanen som et våben.Marduk går nu til angreb på Tiamat med alle guderne som hans hær. Marduk fanger den onde gudinde Tiamat i et net og kæmper alene med hende. Tiamat åbner sit frygtelige gab – dødens gab – hun vil sluge hele verden. Marduk dræber hende ved at skyde en pil ned i hendes hals. Marduk skærer hende i stykker.

Marduk skaber landjorden – det tørre land – ved at skære Tiamat midt over. Hendes nedre krop lægger han oven over Afgrunden, som er hendes døde mands legeme. Hendes nedre krop bliver til landjorden, som dengang var som en flad tallerken. Jorden lå på de vældige vande neden under. Neden under den døde Tiamat ligger altså hendes mand og elsker Apsu (eller Afgrunden eller Dybet).

Marduk skaber de forskellige søer, floder, have og vande i verden af resten af Tiamats krop. Eufrat og Tigris løber ud af hendes øjne og alle bjergfloderne og bækkene bliver skabt af hendes bryster.Marduk grundlægger og bygger med egne hænder byen Babylon (som betyder gudernes port) og alle dens templer. Templerne er ikke bygget af mennesker. De er bygget af Marduk og alle guderne ved skabelsen  i den mytiske urtid. Så bliver de første mennesker skabt.Marduk sætter sin pil og bue på himlen som et stjernebillede, som et tegn.  Til sidst holder alle guderne en stor fest og guderne synger en sang til hans ære og  store sejr over den onde gud.

 

I virkeligheden er der blandet mange sumeriske og amoritiske*  sagn og guder sammen i Enuma Elish.

 

*(Amoriterne var et folk som boede i Kanaan inden israelitterne).

 

Kilder: Gads Religionshistoriske tekster og Wikipedia

Lavet af Victor Schmidt