Kalenderen

Det var babylonerne som første gang inddelte timer i 60 minutter og minutterne i 60 sekunder. Man talte indtil 59 og vendepunktet var 60. Se under tallenes udvikling.

Babylonernes kalender var helt anderledes end vores. Den havde ikke årstal, men man gav hvert år navn efter en vigtig ting, som var sket i løbet af året. For eksempel:

”året i hvilket Marduks store tempel i Babylon blev bygget,” eller ”året i hvilket den kongelige kanal blev bygget.”

Man har fundet lertavler over alle Hammurabis årsnavne:

”det år Hammurabi blev konge”

”det år Hammurabi blev hersker over hele Babylon”

”det år Hammurabi døde” og så videre.

Den babyloniske kalender havde 12 måner af 29 eller 30 dage, som hver begyndte hver gang man så nymånen mod vest ved solopgang.

Året begyndte om foråret og blev inddelt i begyndelsen, midten og slutningen af året.

Sumererne brugte solure, og inddelte dagene i 12 gange 2 timer. De målte længden af skyggen for at beregne, hvor meget tid der var gået. Hvorfor de holdt øje med tiden ved man ikke. Måske de gjorde det, for at vide hvornår de skulle lave det næste religiøse ritual. Solure var afhængige af vejret, så de kunne ikke bruges, hvis det var overskyet. Det var også nødvendigt at placere uret helt nøjagtigt. Dagene begyndte ved solnedgang.

Her er et vandur. Det brugte man i Babylon og Mesopotamien.