Landet Mellem Floderne, Mesopotamien - Samfundet
Mesopotamien
Thursday, 08/Dec/16 
Emner

Log Ind

Nyheds Kalender
«  December 2016  »
SuMoTuWeThFrSa
    123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031

Søg

Kilder

Tak til Stenomuseet for oplysninger om tallenes udvikling.

Yderligere kilder:
- Vivre comme les Mesopotamiens, af Lorna Oakes. De la Martiniere Jeunesse.

- British Museum online website om Mesopotamien

- Wikipedia

- Bible-history.com

- Ancientreplicas.com

- De skrev i ler - hvad de babylonske lertavler fortæller, af Edward Chiera, C.A. Reitzels Forlag

- GADS religionshistoriske tekster, side 9-40, København 1984

- The Ancient World, R J Cootes and L E Snellgrove, Longman 1991, side 25 – 37

- Mesopotamien og Den Nære Orient i oldtiden, Michael Roaf, Samleren, 2004


Statistiker

Total online: 1
Guests: 1
Users: 0




Kunstvanding

 

Civilisationen kunne slet ikke være opstået i Mesopotamien uden kunstvandingen. Hele området ville have været en stor sump med ørken uden om. Kun en lille del af området omkring floderne var frugtbare fra naturens side. Resten skulle gøres frugtbart gennem kunstvandingen. De afgrøder der dyrkedes i de kunstvandene områder var næsten den eneste kilde til føde for babylonerne.

.
Al vandet til kunstvandingen kom fra Tigris og Eufrat. Som civilisationen udviklede sig begyndte man at grave kanaler. Disse to floder har altid været ret ustabile og ændrer løb. Så gravede man kanaler og diger, så floden kunne stabiliseres og blive i deres oprindelige løb. Hvis floden ændrede sig og løb anderledes, så ville man være nødt til at flytte, fordi alle byer lå ud til floderne for at man kunne have drikkevand.


Man udpegede bestyrere af kanalerne. De kunne udkommandere alle mænd i deres område, hvis der var brug for folk til at rense eller sikre kanalerne for ukrudt og aflejringer. Bestyrerne havde ansvar for at kanalerne ikke blev oversvømmet.

 

 

Huse og gader

 

Bønder og håndværkere boede rundt om templerne i små etplans huse lavet af soltørret mursten. Der var flere rum omkring en lille baggård i midten. Man ved ikke nøjagtigt hvor mange mennesker, der boede i byerne. Det var fra mellem 10.000 og op til 80.000.

 

Gaderne var meget smalle og bygget uden særligt system. Husene var ret høje, selv om de var små i omkreds. De havde ingen vinduer. Der var huse på begge sider af gaderne. Det har været nødvendigt at bygge husene høje, for at lukke solen ude. De smalle gader som snørklede sig, har også været et godt værn mod sandstorme. Gaderne var ikke asfalterede og der var ikke afløb.

 

De riges huse var højst sandsynligt i 2 etager og lavet af mursten (af soltørrede lersten) og havde flere rum. Disse huse var malet hvide ude og inde. Her var der et rum, hvor man tog imod folk, et køkken, vaskerum, tjenernes værelser og nogen gange også et privat kapel. Møblerne bestod af lave borde, stole med høje rygge og træsenge.

 

Beholdere til mad var lavet af ler, sten, kobber og bronze. Man havde også kurve og kister af både strå og træ. Gulve og vægge blev smykket med stråmåtter, skindtæpper og uldne tæpper.

Under husene var der ofte et mausolæum, hvor familiens døde blev begravet. Babylonerne troede, at de døde sjæle rejste til underverdenen og livet fortsatte der  næsten, som det gjorde på jorden. Derfor fik man ting med sig i graven, som man havde brug for også i døden.

 

Landbrug


Landbrug var den vigtigste indtægtskilde i Babylonien og man producerede hvede, frugt, grøntsager og holdt kvæg og får.

Den vigtigste afgrøde var byg. Man såede med en speciel plov, som lavede en rille, hvori man lagde et frø. Landmanden gik ved siden af ploven og såede frøene med tilpas afstand mellem hvert frø og i den rette dybde for, at frøet kunne gro så godt som muligt.

 

Noget der også var meget vigtigt for landmanden i Mesopotamien var, at han skulle være god til kunstvanding. Han skulle kunne føre lige netop så meget vand på sine marker, som afgrøderne havde brug for, og han skulle passe på ikke at lede så meget vand ind, at det blev oversvømmet.

Det var også nødvendigt for en landmand at fjerne avnerne fra kornet mens det blæste tilpas, så kornet blev renset ordentligt og det måtte ikke blæse så meget at kornet fløj væk.

Børn lærte af deres far og andre i familien hvordan de skulle arbejde med landbrug og håndværk.
 

 

Håndværk, produktion og handel


Håndværkerne vævede gobeliner og tæpper og lavede ting af guld, sølv og kobber. De kunne slibe smykkesten og fremstille tekstiler. Alt det de lavede ud over eget forbrug, indgik i handlen. Byerne var handelsstationer. Man sejlede varerne eller sendte dem med karavane øst på til Indien og Kina og vest på til Middelhavslandene, Anatolien, Europa og Egypten.

 

Babylonsk økonomi var baseret på:

 
·  landbrug og husdyropdræt
 
· forarbejdede varer
 
· handel med udlandet.

 

Paladset og templerne som ejede store landområder, sørgede også for bearbejdning af varer og stod for handel. Babylonerne brugte sølv som til at fastsætte værdien. Men man brugte ikke sølv som betalingsmiddel. Man havde et standardsystem med mål og vægt, som blev kontrolleret af kongen. Man kan i dag finde mange metal og stenvægte på museerne og de er formet som ænder.


Værdien blev normal sat efter udbud og efterspørgsel. Nogen gange brød kongen ind og bestemte priserne.
Landbrug og dernæst handel var hovedindtægtskilderne. Kongen kunne ikke hæve skatter for at få penge til krig. Det var via handel at kongerne kunne opnå rigdom, så de gjorde hvad de kunne for at fremme handlen. Kongerne støttede købmændene og de kunne beskatte folk, hvis handlen gik godt.


Det gik altid bedst for handlen når der var fred og under et stort stabilt imperium. Et imperium kunne nemlig kontrollere handelsvejene og beskytte dem mod røvere og banditter. Når der opstod krig var det ofte fordi andre nationer forsøgte at få kontrollen over handelsvejene.
 

Samfundets lagdeling

 

 

Den babyloniske samfundspyramide havde kongen øverst og slaver nederst. Efter kongen havde vi adelsfolk, så de frie borgere, militæret og embedsmændene. Hvis man var gældsslave kunne man blive fri når gælden var betalt. Hvis man derimod var krigsslave, så var der to udveje: flugt eller døden. De fleste slaver var fra krigstogter. Man kunne også sælge sine børn når der var dårlige tider. Hvis man havde stor gæld, kunne man vælge at hele ens familie skulle være slaver, men det måtte højst vare i tre år. Rige kvinder havde ret meget magt i samfundet.


Inddelingen var sådan her: 

 
·  Awilu - en fri fra de højere klasser
 
·  Mushkenu - en fri person af lavere rang
 
· Wardu - slaver
 

 

Familien

 

Familien var vigtig, den afgjorde ens status.  Man blev set ned på hvis man ikke havde familie. Hvis man var forældreløs eller enke blev man adopteret af kongen, da det var statens ansvar, at tage sig af de svage i samfundet. Folk var bevidste om, at de var borgere i en bestemt by og dermed havde nogle rettigheder.

 

Hvis man skulle giftes blev det arrangeret af forældrene. En forlovelse blev betragtet som lovlig når brudgommen havde givet en gave til brudens far. Ved brylluppet blev der skrevet en ægteskabskontrakt på en lertavle. Kvinderne havde rettigheder. De kunne eje ejendom, lave forretninger og være vidne. Men manden kunne lade sig skille ret let. Hvis kvinden ikke fik børn, kunne manden tage sig en kone mere. Børn var helt i forældrenes magt, og man kunne gøre børn arveløse eller sælge dem som slaver. Normalt holdt man af sine børn og man adopterede ofte og holdt lige så meget af sine adoptivbørn.

 

Ægteskabet blev betragtet som en kontrakt, og hvis den ene part brød den, så kunne den anden part sagsøge for kontraktbrud. Ægtemænd kunne lade sig skille fra deres koner, hvis de ikke lavede det man forventede af en kone. Så sendte man konen tilbage til hendes familie eller gjorde konen til en del af tjenerstaben. Koner kunne også lade sig skille fra deres mænd og tage deres medgift med. En mand kunne sælge sin kone, hvis han havde gæld. Noget som blev straffet rigtig hårdt var, hvis man havde affærer unden for ægteskabet eller havde sex på en „forkert eller mærkelig måde”.
 

 

Babylonisk skolegang

 

Den eneste form for skolegang man havde, var at lade sig uddanne til skriver. Men det var kun rige familier, som havde råd til det. Man regner med at også piger kunne blive skrivere.
På Hammurabis tid (1792-1760 var det sumeriske sprog blevet erstattet med akkadisk i Babylonien, men sumerisk blev stadig brugt i de religiøse tekster. Derfor skulle man uddanne elever i kileskrift, men også i sprog.

Børnene startede når de var otte eller ni. De skulle stå op ved solopgang og gå til "tavle-huset".  Skoleinspektøren blev kaldt "eksperten". Eksperten og de andre lærere underviste i enten sumerisk eller kileskrift. Børnene kopierede tekster i vådt ler og skulle også lære tekster udenad. Når man bestod sin eksamen blev man skriver.



Copyright S2DK, Frederik Nielsen, Tuca © 2016
Hosted by uCoz